Birthe Jensen er gået bort i en alder af 87 år. Hun blev født Birthe Skjold i 1938 og var datter af Cigarmager Adolf Skjold og Edtih Rita Lorentzen på Oxford Allé 1a i Højdevangs sogn.
Skjold er det der er tilbage af den del af historien. Efternavnet skjold har pigerne taget til sig.

Hun kom til Taarbæk og giftede sig i 1958, med det legendarisk postbud Niels ”Post” Jensen – Alias Mr. Taarbæk. Birthe var et omdrejningspunkt i familien, med Niels og børnene Jesper, Lisbeth og Marianne. En Taarbækker familie uden sammenligning. Siden hen med børnebørn og oldebørn.

Jeg har kendt Birthe hele mit liv og en af de kvinder der har betydet noget. En af de kvinder man gerne ville have som sin bedstemor. En omsorgsfuld kvinde der altid havde tid, huskede fødselsdag og sendte folk en tanke.

Birthe og Niels havde hus på Søvej midt i Taarbæk. Døren stod altid åben og man kom ofte ikke derfra uden at være tilbudt noget at drikke eller spise. Til Skt. Hans lagde den lille hyggelige have græs til familie og venner, hvor der ikke manglede noget som helst.

Der er vokset mange ideer, taget beslutninger og knoklet for byen i det lille gule hus. Havde Taarbæk været en selvstændig kommune var det med garanti blevet bolig for borgmesteren.


Man kunne hver eneste dag, mens Birthe havde det godt, møde hende enten i skoven eller på vej forbi Knud Rasmussen, hvor hun hver dag løb sin morgentur. Den daglige morgendukkert på stranden ved søvej blev heller ikke svigtet uanset om det var sommer eller vinter. Hun gik også troligt til gymnastik i mange år.

Birthe missede ikke en god fest og man så hende til langt ud på de små timer hygge sig med alle gæster.

Birthe har kendt alle byens børn både gennem foreningerne, men også fordi hun arbejdede mere end 40 år i børnehaven på Taarbækdalsvej. Først i nr. 13, som blev kaldt Taarbæk Asyl og siden i Menighedsbørnehaven der havde til huse i nr. 15 ved rundkørslen.

Man kan ikke nævne en forening uden også at nævne Birthe. Taarbæk Idrætsforening har nok været den der har fyldt mest for både Birthe og Niels. De har begge lagt så meget hjerteblod og fritid for ungdommen i Taarbæk.

I mange år kunne man også se Birthe og Niels på traktørstedet ved Trepilelågen, hver pinse, hvor de hjalp med at servere. Da traktørstedet lukkede, så rykkede de over i klubhuset og her stod de for maden gennem mange år.

I tidernes morgen var der juletræsfest på Taarbæk Kro hvor overskuddet også gik til foreningerne. Gæt selv – Birthe var en af krumtapperne i at byens børn kunne troppe op med nissehue på. Til fastelavn kom de samme børn i alverdens udklædning, som igen kunne nyde godt af det frivillige arbejde Birthe ydede.

Birthe kom også udenbys. Der blev arrangeret Bankospil på Ordrup Kro og siden Østerbro sportscenter. Fodboldstævnet, Dubonnet Cup, blev afholdt første gang i 1977 i Lyngbyhallen. Alt sammen noget der skæppede godt i foreningskassen. To år senere var overskuddet på kr. 9.000,- som blev brugt til at sende klubbens pige- og drengehold til Norway Cup.

Hvem stod på sidelinjen med en varm trøje, en flaske vand eller en krammer til en spiller – Det gjorde selvfølgelig Birthe.

Hjemme i foreningen havde Birthe, udover alt det praktiske, ansvaret for økonomien i ungdomsafdelingen. Dette med en punktlighed der ikke kunne sættes en finger på. Jeg mindes at jeg skulle afregne efter en rejse med ungdommen. Der var på en eller anden måde 2 kroner for meget, som jeg ikke gjorde mere ud af. Men da regnskabet kom, figurerede beløbet som indtægt ”sponsoreret” af mig. Birthe modtog i 1983 Edvard Yde’s mindefad, det ypperste man kan modtage i Taarbæk Idrætsforening.

Da TIF’s Venner skulle skaffe sponsorer var Birthe ikke sen til at hjælpe på denne front. Sammen med Åshild Nielsen tegnede de en kontrakt som ”Fruernes Vilje” betalt af deres opsparede lommepenge.

Ved det Kongelige teaters forestillinger i Ulvedalene, fik foreningen mulighed for, igen at tjene til klubkassen. Både Birthe og Niels var en stor hjælp med at anvise pladser og sælge programmer aften efter aften gennem sæsonen.

I forbindelse med Taarbæk Idrætsforenings 100 års jubilæumsbog var Birthe og Niels uvurderlig hjælp med oplysninger, fotoalbum, tekster og andre henvisninger. Birthe havde en fantastik hukommelse og kunne både historie, navne og anekdoter.

Et billede fra 1968 i forbindelse med TIF’s 60 års jubilæum. Det siger meget om Birthe og Niels der har alle 3 børn Jesper, Lisbeth og Marianne omkring sig.

 

Birthe har måtte lægge ryg til meget fordi Niels i sin egenskab af redaktør for Taarbæk Nyt skulle have et blad på gaden. Det kunne være i form af en af hans utallige vitser, eller når der var tryk på i ”redaktionslokalet” som var spisebordet i deres stue. Denne vist lå lige til højrebenet 1962, efter at Birthe havde født Jesper ”Rødkål”. ”Birthe og Niels er gået over til at give Jesper tørmælk, så behøver de kun at ryste bleerne ud ad vinduet.”

Niels var jo en smart mand og han sagde således til Birthe: ”En avis som TIF-nyt skal drives som en forretning med orden i sagerne, og så kan det jo ikke nytte noget at søster Nina midt i kontortiden skal skifte ble på Michael, eller at du skal give tvillingerne mad. Næ!” Han indkaldte til redaktionsmøde, tronede for bordenden som chefredaktør, søster Nina ved den ene og Birthe ved den anden side. Birgitte og Jesper nede under bordet i færd med at lege med biler, og Michael lige ved at falde baglæns ned fra lænestolen. – Men for at gøre et langt referat ganske kort, ja, så blev der altså ”enighed” om, at Niels skulle være babysitter og bare passe alle ungerne, så skulle Nina og Birthe nok sørge for at sprøjten kom ordentlig ud. På denne måde overlevede bladet endnu engang, og oplaget var steget til 600 eksemplarer.

Birthe lavede fantastisk mad som duftede dejligt. Det var der også brug for, for byens spritduplikator stod på Niels kontor lige overfor køkkenet. Så mens Birthe lavede mad duplikere Niels byens blad.

Når bladet skulle husstandsomdeles, var det jo meget naturligt at byens Niels Post og den adrætte Birthe tog sig af ruterne. Bladet skulle jo ud.

Det giver et ganske pænt billede af hvor meget Birthe har været blandet ind i alt hvad der er foregået på Søvej og i foreningerne.

Taarbæk samlingen blev stiftet i 1987 af Birthe Rasmussen med en lille udstillinger i vinduet hos Havnekiosken. Birthe Jensen fik hurtigt interessen, og i 1995 blev hun en integreret del af bestyrelsen, og blev ligefrem tituleret som byens arkivar. Foreningen samler på historier, billeder og arkivalier fra byen og dens indbyggere.

Foreningen havde sidenhen udstillinger i et lokale på skolen. Men da skolen skulle bruge egne lokaler, var Birthe med til at kæmpe for et nyt sted. I 2002 lykkedes det at hun kunne etablere en permanent udstilling i »Skomagerhuset«, Taarbæk Strandvej 94. Den mulighed måtte dog lade livet »glasburet« på skolen. Det blev til et kælderrum, hvor Birthe med andre gode kræfter måtte slæbe udstillinger til og fra Barakken et par gange om året.

Ud over Birthes store viden og hukommelse var hun med ved alle åbent hus-arrangementerne, og har værnet meget over samlingens materialer. Vi kommer til at mangle Birthes store viden om byen.

For sit store arbejde blev Birthe æresmedlem i Lokalsamlingen i 2019.

I 2014 blev var Lyngby bogen dedikeret til byen og fik titlen ”Taarbæk – som det var engang”. Uden Birthe, Niels og lokalsamligen kunne Jeppe Tønsberg ikke have skrevet bogen.

Der er nok ikke den forening som Birthe ikke har været en del af. Når der blev holdt noget i byens foreningsliv, var Birthe altid en af de sidste der gik, hun blev til der var ryddet op, indtil for få år siden var hun også med i Taarbæk kulturforening med madlavning til ca. 50 personer.

På byens Boulebane kunne man altid finde Birthe med datter Lisbeth kaste med kugle og mon ikke der også blev nydt et glas vin og en cognac i 3. halvleg.

I 1999 modtag Birthe & Niels byens største anerkendelse – Taarbæk Pokalen – for deres store arbejde gennem tiderne i diverse foreninger.

Birthe er gået bort og en stor Taarbækker vil blive savnet. Jeg håber de servere en god cognac der hvor hun er nu.

Man kan ikke sige Niels uden at sige Birthe. Man kan ikke sige Birthe uden at sige Niels. Niels fik sin egen vej. Lad en af stikvejene i Rosenhaven blive til Birthe Jensens vej.

Æret være dit minde

Flemming Henriksen